Munkebo Kirke

Munkebo Kirke blev bygget omkring år 1100, og den bliver første gang omtalt i 1392.

Munkebo Kirke er ikke bygget let synligt for fremmede, og det kan nok undre i det bakkede Munkebo sogn. Det skulle have været let at finde et højereliggende sted, tænker man. Vanskeligheden har imidlertid været, at kirken nødvendigvis måtte være kystvendt, for det var Munkebo selv.

Beliggenheden er i sidste ende bestemt af forbindelsen til Kertinge Nor, hvor Odenses munke drev deres fiskeri, og hvorfra der var søfart, inden Kerteminde opstod. Munkebo er det tidligere Kerteminde. 

I dag består kirken af tårn med våbenhus, skib og kor – de to sidste ud i ét. Men fra begyndelsen har hverken tårn eller våbenhus eksisteret, og skibet afsluttedes, hvor nordsiden tydeligt viser det: ved overgangen mellem ren kvaderstensmur og blandingsmur. Det gamle romerske kirkeskib med kor har taget sig smukt ud, som det spejlede solen i de mangefarvede natursten, omhyggeligt afstemt efter hverandre af bygmesteren, da kirken ved år 1100 blev opført.

Sydsiden står i dag helt kalket, men nyd den arkitektoniske stenkunst fra nordsiden, og bemærk de mange historiske detaljer.

Da koret i 1400-årene blev nedrevet og skibet forlænget, slog kvadrene fra korbygningen ikke til – derfor suppleringen med munkesten. Det oprindelige skib har haft små rundbuede vinduer som det afblændede i nordvæggen. Antagelig var der engang 3 sådanne vinduer i hver side af kirken. Kvindernes tilmurede indgang ses også, og tilsvarende spores mændenes i sydsiden. Den blev lukket, da tårn og våbenhus kom til, senest omkring år 1500.

Munkebos præster

Munkebos præster har i ældre tid været meget trofaste i embedet, idet Chr. Andresen (1815-1821) var den første som ikke døde i embedet eller fratrådte p.g.a. alder. Og i 1700 tallet beklædtes præsteembedet ganske usædvanligt af kun 2 personer, Claus Johansen Vedel (1695-1748) og Jens Errebo Viborg (1748-1796). Den førstnævnte var oldebarn af historikeren Anders Sørensen Vedel, og blev som 26-årig gift med forgængerens enke på 60 år. 

Hvis han havde forestillet sig et kort ægteskab, blev han skuffet, for hun døde først som halvfemsårig. Han er også kendt som "åleprovsten" idet han ved siden af sine mange gøremål uden for embedet, som gjorde ham ganske velhavende, var en ivrig fisker. En kendt historie om ham fortæller at han en søndag efter en fisketur af tidnød måtte begive sig direkte til kirken og derfor fastgjorde knippet af ål under præstekjolen. Under prædikenen slap de særdeles levende ål løs og måtte indfanges af degn og menighed.

En del præsters gravsteder kan i øvrigt beses på kirkegården, den ældste er Chr. Rieffesthals (1796-1815). Uden for våbenhusets dør ses pastor Jedroskys (1843-1871) gravsten under en stor ask, som han muligvis selv plantede. Han er iøvrigt den første præst, som der findes et billede af. Pastor F. D. T. Engelstofts (1883-1892) sten befinder sig øst for kirken under en taks. Han er nok bedst kendt i kraft af faderen, kirkehistorikeren og biskop over Fyn, C. T. Engelstoft, som i 1884 i samarbejde med sønnen udgav "Munkebo sogns historie", med omhyggelige kildeangivelser, den første egentlige Munkebos historie. 

Også en nyere tids præst, den dygtige tegner og historisk interesserede Orla Pedersen (1957-1988) er begravet på kirkegården. Han bidrog til sognets historie med værdifulde og illustrerede artikler i den lokale avis i 1962 - genoptrykt i 1967 p.g.a. mange nye tilflyttere - ligesom han er kendt for sin række af håndlavede dukker af de oldenborgske monarker og dronninger, udført i bivoks. Samlingen befinder sig nu på Amalienborg museet.