1. Maj 2018

Tamira Mariann Jørgensen er ansat som sognepræst i Munkebo Pastorat. Hun præsenterer sig sådan: 

"Jeg er 62 år og har været præst i 10 år i både by-, land- og forstadssogne. De sidste 6 år har jeg været fast 50% ø-præst på Drejø, Skarø og Hjortø med bolig i præstegården på Drejø. Dette suppleret først med 1 år i Det Palliative Team, Fyn, 25%, derefter 50%’s vikariater som sognepræst i Sanderum, Hjallese og de sidste 4 år i Thomas Kingo sogn, Odense M.

Nu er det Munkebo, der kalder mig med næsten 6.000 indbyggere i det smukke Nordøst Fyn. Trods mine mange forskelligartede præsteerfaringer, så er embedet i Munkebo en kærkommen udfordring med helt nye samarbejdsmuligheder. Først må jeg stikke hænder og arme i den gode jord her og lære lokalsamfundet at kende. Jeg får kontor i ”Olgas hus” tæt på kirken, og jeg har bosat mig i Langegade 22 i Kerteminde – i cykelafstand fra Munkebo.
Jeg er udadvendt og kreativ og møder mennesker i alle aldre med et åbent sind. Ud over gudstjenester, kirkelige handlinger og undervisning, byder jeg ind på, hvad der viser sig af muligheder. Jeg har også en psykoterapeut / sjælesorgsuddannelse fra før jeg læste teologi, og jeg bruger den gerne, når nogen ber’ mig om individuelle samtaler.
Og så holder jeg meget af at synge fællessalmer og sange. Halfdan Rasmussen skrev ”Noget om kraft”, hvori disse linjer er taget:

”Jeg tror, der ligger et barn dybt inde
  i alle levende ting, der gror,
  et barn, der er som en fuglevinge,
  en lille gud, der er evigt stor”.  

Vi må nogen gange blive som børn igen for at kunne leve os ind i kristendommens væsen. Jeg finder den oftest i stilheden, i nærværet, i ritualer, i tårer og i smil, i sange og dialog – kort sagt, når det lykkes at dele, hvad der ligger dybt inde i vore hjerter. Jeg ser frem til at mødes med jer alle."